 |
|
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
|
1. Kalakau Lookout på øen Kauai hvor man får et glimt af den spektakulære Na Pali-kyst, der kun er tilgængelig via havet eller vandrestier fra den nordlige del af øen. (Foto: Forfatteren)
2. De udslukte, under søiske vulkaner i Hawaiian Islands – Emperor Seamount-bjergkæden afsluttes mod sydøst af Hawaiiøerne og den endnu undersøiske nye hawaiianske vulkan Loihi. Man ser endvidere på kortet, at den pacifiske lithosfæreplade har skiftet bevægelsesmønster på et tidspunkt. (Grafik: Forfatteren)
3. De høje klipper på Na Pali-kysten mod nordvest er et skoleeksempel på, hvad erosion ved hjælp af rindende vand, vind og vejr kan gøre ved klipper af forskellig sammensætningsmæssig beskaffenhed. Hvor der nogle steder dannes dybe dale og skår, ser man andre steder spir stå tilbage som stolte støtter. (Foto:
Forfatteren
4. Rindende vand har gennem årtusinder gjort Waimea Canyon dybere og bredere. Den bliver også kaldt “Grand Canyon of the Pacifi c” og på trods af dens beskedne størrelse sammenlignet med Grand Canyon i det nordlige Arizona, er dette tilnavn dog let at forstå, når man står på et af de mange udsigtspunkter. (Foto: Forfatteren)
5. Diamond Head er nærmest cirkelrund, 1.066 m i diameter og 232 m dyb. Grunden til, at keglen er så symmetrisk, er, at udbruddet sandsynligvis var kort (2 - 3 dages varighed), og det nedfaldne tuff, som vulkankeglen består af, ikke er blevet transporteret ret langt med vinden. (Foto: Forfatteren)
6. Iao Needle rager 365 m op. Iao er hawaiiansk og betyder “højeste punkt” eller “rager ind i himlen”. Ud over at være et naturskønt område med mange besøgende turister forbindes stedet også med fl ere store historiske begivenheder og sagn. (Foto: Forfatteren)
7. Solnedgang fra Mauna Kea hvor fire af teleskoperne på toppen af vulkanen ses. Teleskopet længst til højre er allerede åbnet og klar til at arbejde med. Over dette ses Østmaui-vulkanen at stikke op over skyerne. (Foto: Forfatteren)
8. Lavatræerne ses i mange størrelser og udformninger. Her ses på begge lavatræer spatter, der har ramt toppen og er løbet lidt ud eller nedad træet. (Foto: Forfatteren)
9. Eksempel på et hul i lavaen efter træstammen. Man kan være heldig at fi nde kul nede i sådanne huller. (Foto: Forfatteren)
10. Pahoehoe-lavastrømme fra Kilauea danner meget ofte rebsrukturer, hvor de enkelte reb typisk er 2 - 4 cm i diameter. Rebene dannes på tværs af fl yderetningen. Rebene på billedet er ca. 3 cm i diameter. Til højre samt øverst i billedet ses tydelige lavatunger. Lavastrømmen her er fra 2004. (Foto: Forfatteren)
|
Hawaii
- ferieparadis for vulkanelskere
Af geolog Susanne Plesner, laboratorieansvarlig, Vesla A/S
Turen gik i den forgangne sommer
til omkring fire af de Hawaiianske
øer, nærmere betegnet øerne Oahu,
Maui, Big Island og Kauai. Besøgene
på Maui og Big Island var et led
i en geologisk ekskursion for medlemmer
af Geografforbundet, hvor det faglige
indhold var tilrettelagt af forfatteren.
Hawaiiøerne, beliggende omtrent midt i
Stillehavet, er dannet ved vulkansk aktivitet
over et hotspot. De er en del af en lang
række af seamounts, der kaldes for “Hawaiian
Islands – Emperor Seamount”-kæden Den strækker
sig over ca. 6.000 km og har over 100 aktive og
udslukte vulkaner. Mange af disse vulkaner
har sandsynligvis på et tidspunkt være oversøiske,
men i dag ligger langt det meste af
“bjergkæden” under havets overflade. Kun
øerne Niihau, Kauai, Oahu, Molokai, Lanai,
Maui, Kahoolawe og Hawaii længst mod
sydøst i kæden er i dag landfaste.
De ældste vulkaner
De ældste vulkaner findes længst mod
nordvest i kæden og er 75 til 80 millioner år
gamle (og udslukte), mens de yngste stadig
er aktive og ligger på den største af Hawaiiøerne
og på seamount’et Loihi sydøst for
førnævnte. Nogle forskere spår, at Loihi vil
bryde op over havoverfladen om ca. 10.000
år. Af de i dag landfaste øer findes de ældste
bjergarter på Niihau og Kauai og er ca. 6
millioner år gamle mens de yngste, som
nævnt ovenfor, findes på Hawaiiøen, i daglig
tale kaldet Big Island, som stadig oplever
vulkansk aktivitet fra vulkanen Kilauea.
Generelt om hawaiianske vulkaner
Vulkanerne, der opbygger Hawaiiøerne,
er skjoldvulkaner. De har som hovedregel
udbrud fra centrale åbninger eller flankeudbrud
eller begge dele. Det er skjold- eller
kuppelformede vulkaner, der dannes af
tyndtflydende lava, der langsomt løber ud
og størkner over et stort areal. Det er derfor
denne type vulkaner har svagt stigende
skråninger ofte med hældninger på mindre
end 10°. De er typisk asymmetriske, og det
skyldes de hyppige udbrud fra vulkanernes
riftzoner.
Hawaiianske vulkaner er typisk polygenetiske.
Det vil sige, at de er opbygget af
lava fra mange forskellige udbrud modsat
monogenetiske vulkaner, der er dannet ved
lava fra et enkelt udbrud. Polygenetiske
vulkaner udviser også meget større variation
i sammensætningen af lavaerne. Begyndelsesfasen
af et udbrud er typisk mere voldsom
end senere i udbrudsfasen. Udbruddene
begynder som oftest med, at lavaen bliver
kastet op i fontæner (optil flere hundrede
meter op i luften), mens rolige lavastrømme
i lavatunneler og på overfladen præger de
senere forløb. Det er det senere forløb af det
igangværende udbrud fra Kilauea, vi ser på
Big Island i dag.
Forskningen har vist, at hawaiianske
vulkaner generelt gennemlever fire dannelsesfaser
i deres levetid. Nævnt i rækkefølge
begyndende med den ældste kaldes dannelsesfaserne
for “før-skjoldbygningsfasen”,
“skjoldbygningsfasen”, “efter-skjoldbygningsfasen”
og “efter-erosionsfasen” eller
“foryngelsesfasen”. Den sidste fase kan indtræde
så lang tid som flere millioner år efter
den forudgående fase. Bjergarter fra den
ældste dannelsesfase er ikke blottet nogle
steder på øerne, så den viden, man har om
denne fase, stammer fra undersøiske prøver
fra Loihi Seamount. Ikke alle vulkaner gennemlever
alle fire dannelsesfaser, men som
hovedregel gør de dog. Faserne varierer
både kemisk og volumenmæssigt, hvor den
skjoldbyggende fase står for langt hovedparten
af volumen, nemlig omkring 95 % af
den enkelte vulkan.
Variationerne i den kemiske sammensætning
(og dermed også indirekte de volumenmæssige
forskelle) af bjergarterne er en
konsekvens af lithosfærepladens vandring
hen over hotspottet.
Kauai
Kauai og Niihau udgør med deres placering
længst mod nordvest den ældste del
af øgruppen. De ældste bjergarter her er
omkring 6 millioner år gamle. Den seneste
vulkanske aktivitet på Kauai repræsenterer
den sidste dannelsesfase, “efter-erosionsfasen”,
og fandt sted for omkring 500.000 år
siden. Det største volumen af bjergarter blev
dog dannet for mellem 5 og 2,5 millioner
år siden. Øen er næsten cirkulær, og man
har i mange år troet, at den kun bestod af én
skjoldvulkan, men de senere års forskning
har vist, at det er mere kompliceret end som
så. Den geologiske historie er dog ikke udredt
endnu.
Øen fremstår i dag noget eroderet og
meget frodig og grøn. Eftersom de seneste
vulkanudbrud kun efterlod sig materiale på
den østlige del af øen, har erosionen haft
frit spil i længst tid på de centrale og vestlige
dele af øen. Det har på vest- og nordvestkysten
resulteret i henholdsvis brede,
hvide sandstrande (billedet foregående side
øverst) og dybe dale og skår i de høje klipper.
Især nordvestkysten, Na Pali Coast, er
særlig spektakulær med sine dybe skår, dale
og høje spir, der i de fleste tilfælde er begroede
og på lang afstand ser “bløde” og uldne
ud (se billedet på foregående side nederst).
På det centrale Kauai ligger bjerget Mt.
Waialeale, der får 12 meter regn om året,
og dermed er det vådeste, landfaste sted på
jorden. Den er indhyllet i skyer 350 dage
om året og nærmest gold uden vegetation.
Floder har gennem tusinder af år eroderet
sig vej gennem terrænet fra Mt. Waialeale.
Blandt andet gennem Waimea Canyon der
oprindeligt blev skabt ved et stort jordskælv,
der nær havde delt Kauai i to. Slugten er
siden da blevet uddybet og udvidet ved
erosion.
Fra Mt. Waialeale er floder gennem
tusinder af år løbet gennem blandt andet
Waimea Canyon og har eroderet sig gennem
klipperne og dermed efterladt sig denne
spektakulære slugt, der i dag er 16 km lang,
godt halvanden kilometer bred og knap én
kilometer dyb.
Oahu
Oahu har gennemlevet alle de fire dannelsesfaser.
Den er nærmeste naboø i sydøstlig
retning til Kauai og dermed også den næstældste
af Hawaiiøerne. Øen er bygget op af
lavastrømme fra to vulkaner, Waianae og
Ko’olau der udgør henholdsvis den sydvestlige
og den nordøstlige del af Oahu, og i dag
fremstår den som to bjergkæder. Lavlandet
imellem bjergkæderne består af lavastrømme
fra dem begge.
I og omkring Hawaiis hovedstad, Honolulu,
findes et kompleks af vulkankegler,
vents (åbning i jordens overflade hvorfra
vulkansk materiale kommer ud. Termen
bruges også om tidligere åbninger, der nu
er lukkede, men hvorfra der har været udbrud.)
og associerede lavastrømme, der er et
resultat af vulkansk aktivitet fra den sidste
dannelsesfase, “efter-erosionsfasen”. De
er samtidig en del af Ko’olau-bjergkæden,
som er omkring 2,6 millioner år gammel.
En af tuff-keglerne er byens vartegn, Diamond
Head. Sømænd tildelte keglen navnet
Diamond Head fordi de fejlagtigt troede,
at calcitkrystaller, der glimtede i solen,
var diamanter. Diamond Head blev dannet
ved et eksplosivt udbrud for ca. 200.000 år
siden. Udbruddet varede kun få dage. Dengang
var havniveauet højere end i dag, og
det opstigende magmas kontakt med vandet
har været medvirkende faktor til, at udbruddet
blev eksplosivt.
Maui
Øen Maui ligger omtrent midt i øgruppen
og består af to vulkaner, Vestmaui-vulkanen
og Østmaui-vulkanen, som er “vokset
sammen”. Der er på begge vulkaner fundet
udbrudsprodukter, som formodentlig er fra
“efter-erosionsfasen”, og de har derfor begge
gennemlevet alle fire dannelsesfaser.
Vestmaui
Noget af det mest spektakulære ved Vestmauivulkanen
er Iao Valley med Iao Needle (foto
øverst på næste side). Iao Valley er mere el ler
mindre sammenfaldende med den gam le
centrale caldera i vulkanen og har meget
stejle sider. “Nålen” er i virkeligheden en
smal ryg af basaltlavastrømme, der har modstået
erosionen, sandsynligvis fordi de er
gennemkrydset af mange vulkanske gange
og derfor er mere resistente over for erosion.
Østmaui
Østmaui vulkanen er mest kendt under navnet
på topkrateret “Haleakala”, der betyder
“Solens hus”. Haleakala er blevet kaldt
det største udslukte vulkankrater i verden.
Denne betegnelse er lidt misvisende pga. tre
fohold: Haleakala-krateret er meget mindre
end mange andre vulkankratere; der er en
stor chance for at den ikke er udslukt (blot
hvilende), og skal man være helt korrekt, er
krateret ikke af vulkansk oprindelse, men
derimod dannet ved erosion, selvom det
befinder sig i en vulkan!
Krateret er 12 km langt og 4 km bredt
og et pragtfuldt skue, når man står på kanten
i godt 3.000 moh. (Se billede.) Det, der
springer først i øjnene, er cinderkeglerne på
bunden af krateret. De er dannet for nogle få
tusind år siden under den seneste vulkansk
aktive periode og er det overjordiske bevis
for reaktiveringen af én af de tidligere aktive
riftzoner. Det er ikke ualmindeligt, at den
sidste af de fire dannelsesfaser “genbruger”
riftzoner fra den tidligere dannelsesfase, og
det er altså sket her.
Det samme fænomen ses ligeledes i form
at cinderkegler på linje på Østmaui-vulkanens
sydlige yderflanke (illustreret på fotoet
øverst næste side). Den yngste vulkanske
aktivitet på Østmaui fandt sted mellem
1.470 og 1.790 e. kr. og resulterede i lavastrømme
uden for Haleakala-krateret. Man
mener, at de seneste udbrudsperioder kan
have varet så længe som 1.000 år adskilt af
perioder med inaktivitet på 500-800 år.
Klimatiske forskelle
Ud over at være interessant set ud fra et vulkansk
synspunkt danner Østmaui-vulkanen
også et klimatisk skel. Mens nordkysten af
østøen er frodig med regnskov – det rene
mekka for botanikere (foto nederst på næste
side) – fremstår sydsiden af øen meget tør
og gold (fotoet øverst på næste side), der
hvor der ikke kunstvandes. Det skyldes, at
den fremherskende vind kommer fra nord,
og på grund af de stejle sider på den godt
3.000 meter høje vulkan smider den al sin
fugt her. Sydsiden får på denne måde næsten
ingen regn, men derimod kun den tørre
føhnvind. Der er således stor forskel på
nord- og sydkysten, selvom der intet sted er
mere end 50 km i luftlinje fra kyst til kyst.
Big Island
Big Island er opbygget af fem vulkaner:
Kohala, Mauna Kea, Haulalai, Mauna Loa
og Kilauea. Ligesom de vulkanske bjergarter
i Hawaii-øgruppen generelt afspejler
bevægelsen af den pacifiske plade, således
at øerne generelt bliver yngre mod sydøst,
er der på Big Island den samme aldersprogression,
således at de ældste vulkaner og
udbrudsprodukter findes mod nord og de
yngste mod sydøst. Der er i øjeblikket vulkansk
aktivitet fra Kilauea på den sydøstlige
del af øen. Den har været i gang kontinuerligt
siden januar 1983.
Mauna Kea
Ekskursionen på den store Hawaiiø begyndte
med et besøg på den 4.205 meter høje
Mauna Kea. Det er den højeste vulkan både
på Big Island og i øgruppen som helhed. De
ældste bjergarter estimeres til at være omkring
en million år gamle. Vulkanen befinder
sig i “efter-skjoldbygningsfasen” og har
været “sovende” siden de seneste udbrud
for 6.000 til 4.000 år siden, men er sandsynligvis
ikke udslukt. På toppen af Mauna
Kea findes verdens største koncentration af
forskellige stjernekikkerter og andet rumobservationsudstyr,
der er bemandet året rundt.
Der ligger ikke sjældent sne på toppen af
Mauna Kea i kortere perioder om vinteren,
på trods af at foden af vulkanen ligger i
tropisk klima. Faktisk passerer man gennem
ikke mindre end 13 forskellige sub-klimazoner,
når man kører fra østkysten af Big
Island og op på toppen af Mauna Kea.
Hawaii Volcanoes National Park
På den sydlige del af Big Island er Hawaii
Volcanoes National Park etableret og dækker
områder med udbrudsprodukter fra vulkanerne
Mauna Loa og Kilauea. De første
udbrud fra Mauna Loa menes at have fundet
sted for omkring en million år siden. Vulkanen
er i dag i “skoldbygningsfasen” og 33
historiske udbrud siden 1843, det seneste i
1984, bringer den op mellem de mest aktive
vulkaner på Jorden. Den er samtidig den
største vulkan på kloden med sine 17 km fra
basen af vulkanen på havbunden og til toppen
i 4.170 moh.
Størsteparten af Hawaii Volcanoes National
Park ligger på Kilauea-udbrudsprodukter.
Kilauea er den mest aktive vulkan på
Jorden og befinder sig i den skjoldbyggende
fase. Aktiviteten, fra det, vi i dag kender
som Kilauea, menes at være startet for
mellem 300.000 og 600.000 år siden. Den
har sandsynligvis været mere eller mindre
kontinuerligt i udbrud i hele sin levetid uden
længere perioder med inaktivitet. Den har
haft 34 udbrud siden 1952, og det nuvæ-
rende udbrud har været i gang med større
eller mindre intensitet siden januar 1983,
så den har altså p.t. været kontinuerligt i
udbrud i ca. 23 år. Både dette udbrud og de
foregående har skabt mange interessante og
særprægede steder.
Lavatræer
I 1974 var der et lettere eksplosivt udbrud,
hvor den flydende lava blev kastet et godt
stykke op i luften og landede over et relativt
stort område, hvor der blandt andet lå en
skov. Træerne brændte selvfølgelig op, men
hvor mange af dem stod, står der i dag nogle
særprægede lavatræer tilbage. Hvor de er
knækket midt over kan man se hul efter
stammen og nogle gange også aftryk efter
barken.
Størknet lavasø (Kilauea Iki)
Krateret Kilauea Iki blev dannet ved et udbrud
for 350 til 200 år siden. Magmakammeret
har på et tidspunkt været næsten
tomt, og derfor er der sket et kollaps pga.
vægten fra de overliggende bjergarter.
I dag kan man gå på bunden af krateret
og går dermed oven på en størknet lavasø.
Lavasøer er meget interessante, fordi de
kan fortælle noget om processerne, der sker
i de ellers utilgængelige magmakamre under
jordens overflade.
Der er lavet adskillige boringer her for
at studere afkølingsmønstret. Magmaet i
Kilauea Iki lavasøen var flydende ved ca.
1.200°C. Da søen afkøledes, blev der først
dannet olivin, dernæst pyroksen og til sidst
plagioklas. Da temperaturen var ca. 980°C,
var magmaet fuldstændigt størknet, og ved
den seneste boring i 1988 fandtes det eneste
tilbageværende flydende materiale langs
korngrænserne på mineralerne.
Nuværende aktivitet
Det nuværende udbrud, der startede i 1983,
befinder sig udbrudskaraktermæssigt i en ro lig
fase. I juli 2005 løb lavaen mest i tun neler
under overfladen, og kun enkelte steder kunne
man se den rødglødende lava løbe på
overfladen. Der var imidlertid flere steder,
hvor lavastrømmene nåede havet, og da
temperaturforskellen mellem vand og lava er
omkring 1.000 °C, er dette møde et flot syn.
Det er dog ikke ufarligt at komme tæt på.
Dels udvikles der ubehagelige klordampe
ved mødet mellem lava og havvand, og dels
er kysten i områderne, hvor lavaen løber
ud i vandet, meget ustabil og kan pludselig
skride i havet under fødderne på én. Det er
somme tider optil flere hektar store områder,
der pludselig skrider i havet, og derfor er det
heller ikke sikkert at sejle tæt på, da et skred
kan skabe en mindre flodbølge.
Lavaen har de senere år mest flydt som rolige
pahoehoe-strømme, der udbreder sig i
tunger og ofte laver de velkendte rebstrukturer.
Overblik
Vi har nu meget overfladisk berørt geologien
fra den ældste til den yngste af Hawaii-
øerne. Man formoder, at den pacifiske
lithosfæreplade har bevæget sig så meget i
forhold til hotspottet, at der ikke længere er
sandsynlighed for vulkansk aktivitet på Niihau
og Kauai. Det er også tvivlsomt, om der
vil ske mere på Oahu.
Der er i øjeblikket diskussioner om,
hvorvidt den seneste aktivitet på Østmaui
overhovedet kan tilhøre den sidste af de
fire dannelsesfaser, og om vulkanen ikke
er trådt ind i denne fase endnu.
Under alle omstændigheder er der stor
sandsynlighed for, at Maui igen kommer
til at opleve vulkansk aktivitet.
På Big Island findes der flere vulkaner,
som er i den mest aktive periode af deres
“liv”, nemlig i skjoldbygningsfasen. Det
betyder dog ikke, at de vil være i udbrud
hele tiden, som vi ser det fra Kilauea i øjeblikket.
Der er dog ikke noget der tyder på,
at aktiviteten herfra vil forsvinde lige i nærmeste
fremtid, men man ved aldrig. Så se
at komme af sted! Ud over Stromboli nord
for Sicilien er Hawaii det sted i verden, hvor
der er størst sandsynlighed for at få flydende
lava at se
| |
