 |
|
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
| | 
|
1. Fotoet er fra Thera, Sabtorinis hovedø – set mod nord. Til venstre ses det store krater. Pilen viser, hvor olivengrenen blev fundet. Det lyse lag er pimpsten og aske fra det minoiske udbrud. (Foto: Walter L. Friedrich)
2. Kort der viser Santorinis beliggenhed. Hovedøen, Thera, har et areal på knap 75 km2. Til sammenligning har Læsø et areal på ca. 114 km2.(Grafi k: UVH)
3. Olivengrenen som den blev fundet i pimpstenen. (Foto: Walter L. Friedrich)
4. Walter L. Friedrich lige under hullet i pimpstenen, hvor grenen blev fundet. På væggen ses omkring 7 huller, som hidrører fra oliventræets grene Det nederste brune lag er den oprindelige jordoverfl ade, hvori oliven træets rødder har siddet. (Foto: Tom Pfeiffer)
5. Et tværsnt af olivengrenen med angivelse af årringene. Den yderste årring ligger længst til højre og blev dannet samtidig med vulkanudbruddet, der forkullede træet. (Røntgentomografi fra artiklen i Science)
6. Tegningen viser skematisk, hvor oliventræet har stået, inden det styrtede i havet 150 meter længere nede. Walter L. Friedrich peger op mod hulrummet, hvori grenen blev fundet. (Foto: Tom Pfeiffer/grafi k: Walter L. Friedrich)
7. Den én meter lange gren, i hvilken den sid steårring er bevaret. (Foto:Walter L. Friedrich)
|
Det minoiske udbrud
- nu nøjagtigt dateret
Af geolog Walter L. Friedrich, Geologisk
Institut Aarhus Universitet og geolog Ulla
V. Hjuler, GeologiskNyt
Diskussionen om dateringen af
bronzealderens største vulkanudbrud
ser nu ud til at være afsluttet.
En gruppe naturvidenskabelige
forskere fra Aarhus Universitet har
nemlig dateret en olivengren til
1613 +/- 13 f. Kr. Det er 100 år tidligere
end førhen antaget.
Da den japanske kunstner Hokusai malede
sit billede af kæmpebølgen, kunne han af
gode grunde ikke vide, at en kollega fra
bronzealderen forinden var blevet fascineret
af samme motiv. Hokusai malede sit tsunami-
billede omkring 1700, og den anonyme
kunstner fra den græske ø Santorini skabte
sin tsunami-fresko – formentlig verdens
ældste gengivelse af en tsunami – i perioden
1613 +/- 13 f. Kr.
Forkullet fund
At man nu kan datere denne fresko og alle
de andre fantastiske arkæologiske fund i
samme tidshorisont fra Akrotiri-udgravningen,
“Bronzealderens Pompeji”, med så
stor nøjagtighed (95,4 % sandsynlighed),
skyldes det, at en geologistuderende bogstaveligt
talt snublede over en forkullet gren,
der lå på hans vej. Tom Pfeiffer fra Geologisk
Institut i Århus, der med henblik på
sin ph.d.-afhandling var i færd med at studere
askelagene fra den såkaldte minoiske
eruption på Santorini, et af verdens største
vulkanudbrud, bemærkede straks, at der var
fl ere grene højere oppe i den stejle næsten
utilgængelige klippevæg.
Da hans vejleder, Walter L. Friedrich,
besøgte stedet sammen med ham, havde
Tom Pfeiffer for længst fundet ud af, at det
drejede sig om et oliventræ, der var blevet
levende begravet af de op til 60 m tykke
pimpstensmasser, som vulkanen havde
slynget ud. Der fandtes ud over grene også
blade og rødder af træet. En gren havde dog
mange årringe, og et stykke blev undersøgt
på kulstof-14-laboratoriet ved Fysisk Institut
i Århus. Det skal vi vende tilbage til om
et øjeblik. Først lidt om nogle de tidligere
dateringer, som har været brugt som grundlag
for historieskrivningen.
Arkæologiske dateringer
Inden for arkæologien og geovidenskaberne
anvendes såvel absolutte som relative dateringsmetoder.
Ved de relative metoder
sammenligner man sit fund med allerede
daterede objekter for der igennem at forsøge
at tidsfæste fundets alder – dette kræver et
stort sammenligningsmateriale og detaljeret
kendskab til arkæologien og geologien
– både i lokalområdet og for arkæologiens
vedkommende – i lande med kulturer, der
har haft betydning for fx handelsudveksling.
Ved absolutte dateringsmetoder kan man
mere præcist fastsætte alderen i år fx vha. radiometriske
metoder eller termoluminescens.
I udgravninger fra det antikke Avaris i
det østlige Nildelta er der fundet fl ere tusinde
brudstykker af minoiske fresker, der er
blevet sammenlignet med lignende fund på
Kreta og Santorini, og som muliggør en korrelation
med den ægyptiske kronologi, der
baserer sig på Farao-dynastierne. Fundene
spiller en vigtig rolle for diskussionen om
tidsfæstelsen af det minoiske udbrud, der af
nogle forskere dateres til ca. 1.550 f. Kr.
Også andre fund som fx keramik og
seglaftryk har kunnet give et fi ngerpeg om
forbindelser til Egypten – for få årtier siden
gav denne sammenligning arkæologerne
grund til at antage, at den minoiske eruption
kunne have fundet sted omkring 1.500-
1.550 f. Kr.
Termoluminescens
Tidligere har der også været foretaget
dateringer på nogle potteskår fra Akrotiriudgravningen
vha. termoluminescens-metoden.
Disse målinger (Friedrich 1987) gav
en alder på 3.600 ± 200 år., men da usikkerheden
var for stor, spillede denne måling
aldrig nogen rolle.
Termoluminescens-metoden er baseret
på datering af mineraler. I naturligt forekommende
mineralers krystalstruktur indfanges
og ophobes der elektroner (elektronfælder)
som følge af naturlig radioaktiv bestråling
fra fx uran og thorium, der fi ndes i det omgivne
materiale og fra bl.a. kosmisk stråling.
Ved brænding af ler frigøres de indfangne
elektroner i materialet, og man siger,
at det “nulstilles”. Mineralerne i potteskår,
der ligger i jorden, danner nu nye elektronfælder.
Det er specielt kvarts- og feldspatkorn,
der egner sig til dateringen (da disse mineraler
er “stabile”). Jo længere tid, potteskåret
har ligget længe i jorden, desto større er
mængden af indfangne elektroner. Man
antager normalt, at doseringsraten er konstant,
og det betyder, at antallet indfangne
elektroner er ligefrem proportionalt med
den tid, der er gået, siden potteskåret blev
“nulstillet”. Hvis potteskåret nu varmes op
til omkring 500 °C, slipper elektronerne ud
af fælderne, hvorved der udsendes energi i
form af lys – luminescens! Hvis man måler
høje mængder lys, har der været oplagret
mange elektroner i fælderne, hvilket igen
betyder, at den oprindelige strålingsdosis
har været kraftig.
Kulstof-14-datering
Kulstof-14-metoden er en radiometrisk
dateringsmetode af kulstof i organisk materiale,
der bygger på dannelsen af radioaktivt
kulstof (C14), der udgør en lille del af alt
kulstof. Kulstof-14 indeholder to neutroner
mere end ikke-radioaktivt kulstof (C12). C14
dannes, når kosmisk stråling rammer atmosfæren
– her går neutronerne i forbindelse
med kvælstof-14, hvorved der dannes
kulstof-14 og protoner.
Både C12 og C14 optages i plantevævet,
der spises af dyr og mennesker, mens de
lever. Når organismen dør, ophører kulstofoptagelsen,
og indholdet af C14 aftager herefter
pga. henfaldet til kvælstofi sotopen N14,
der er stabil. Halveringstiden er på 5.730
år, og sætter man mængden af C14 i den
døde organisme i forhold til den oprindelige
mængde, får man nu alderen på organismen.
Metoden er noget usikker, idet mængden
af kosmisk stråling og dermed mængden af
C14 kan svinge en hel del fra år til år.
I 1986 blev der målt på en del frø fra
Akrotiri-udgravningen, der gav en alder på
ca. 1645 f.Kr.
Iskernedatering
Endelig skal iskerneboringerne fra Grønland
nævnes. Den længste boring nåede ned på
godt 3 km, og det anslås, at alderen ved
bunden af indlandsisen er ca. 200.000 år.
Hvert år har sat sit præg i isen, og ved fx et
kraftigt vulkanudbrud vil isen være beriget
med svovlsyre, idet svovlsyreholdige gasser
fra meget voldsomme vulkanudbrud når op i
stratosfæren og går i forbindelse med vand,
og siden føres mod polerne. Også askepartikler
kan indlejres i isen. En sammenligning
af analyser fra disse boringer har givet
en alder på det minoiske udbrud på 1642 ± 5
år (Vinther et al. 2006).
Olivengrenen
Undersøgelsen af den føromtalte olivengren
viste, at man havde med et helt enestående
fund at gøre, da alderen – som Jan Heinemeier
fandt frem til – lå netop, hvor man
forventede, at alderen for det minoiske udbrud
skulle ligge.
Det blev dog besluttet, at den fortsatte
undersøgelse skulle foretages i Heidelberger
Akademie der Wissenschaften, hvor Bernd
Kromer og hans team kort forinden havde
målt det stykke af kulstof-14-kalibreringskurven,
som var relevant for undersøgelsen.
Michael Friedrich fra Hohenheim/Heidelberg
undersøgte derefter en prøve af træet
ved hjælp af røntgentomografi , hvorved 72
årringe kunne tælles, hvilket uden dette trick
ikke ville have været muligt. Da grenene
havde barken bevaret – et tegn på, at det levede,
da det blev overdænget af pimpstensregn
af vulkanen i stående position – kunne
dateringen af den sidste årring give den nøjagtige
alder på den enorme eruption.
Forskerteamet fra Århus og Heidelberg
har nu offentliggjort en artikel i det renommerede
tidsskrift Science (Santorini Eruption
Radiocarbon Dated to 1627-1600 B.C.
publiceret 28. april 2006), hvori de fortæller,
hvordan de med en speciel statistisk
teknik kaldet “wiggle-matching” har kunnet
udnytte den sidste årring, som angiver udbrudstidspunktet.
Dateringen er den mest direkte og præcise
tidsbestemmelse af eruptionen. Colin
Renfrew, University of Cambridge udtaler
til Science, at dateringen nu på overbevisende
måde løser dateringsproblemet med
Santorini-udbruddet.
Ligesom Hokusais billede, hvor der antydes
en sammenhæng mellem bølgen og vulkanen
i baggrunden, er Santorini-freskoen
linket til et vulkanlandskab. Og det geologiske
udsagn er det samme i begge billeder:
Tsunamier, jordskælv og vulkaner fi ndes i
jordens seismisk aktive øbuer, som Sumatra-
tsunamien 2005 viste med al tydelighed.
Kort efter, at bronzealder-kunstneren havde
lagt sidste hånd på sit tsunami-billede, som
med al tydelighed var et tegn for seismisk
uro i undergrunden, fandt Bronzealderens
største vulkankatastrofe på Santorini sted
med globale klimaforandringer til følge.
Den lagde op til 60 m pimpsten over det
blomstrende bronzealdersamfund, spredte
enorme mængder af aske over den østlige
del af Middelhavet og satte dets spor så
langt væk som til den grønlandske indlandsis.
Således kunne man med en forkullet gren
ikke kun datere verdens ældste tsunamibillede,
men også bronzealderens største vulkankatastrofe.
| |
